Skip to main content

TATAR

Instruktioner 4 personer

400 g friskhakket tatar 2 – 4%
4 æggeblommer
1 tsk. tomatpuré
2 spsk. dijonsennep
1 spsk. cognac
8 cornichoner
20 g kapers
3 spsk. hakket persille og estragon
Salt og møllepeber

Det friskhakkede kød røres lind med æggeblommer, tomatpuré, dijonsennep og cognac. Smag til med finthakkede cornichoner, kapers og de friskhakkede krydderurter samt salt og peber.

Det er bedst at røre tataren lige inden, den skal spises. Serveres med sprødstegte pommes frites og en lækker salat. En fantastisk spise, som alle skylder sig selv at smage.

Instruktioner
Tatar af friskt finthakket eller skrabet okse- eller kalvekød er en klassiker i mange køkkener og herhjemme et kendt stykke smørrebrød. Navnet stammer fra en historie om, at tatarerne spiste råt kød, der var mørnet under sadlen ved ridning. Det klassiske stykke smørrebrød bøf tatar, tatarmad eller løvemad, er en rå bøf formet som en firkant på et stykke smørsmurt rugbrød. Hertil rå æggeblomme, løg, kapers, høvlet peberrod, pickles evt. salat og krydderurter som karse eller persille.

En variant er ristet tatar, der laves som en pariserbøf, hvor en iskold tatarbøf kommer på et stykke hvedebrød og steges ved hård varme i smør, så kødet stadig er rødt inden i.

Hertil samme tilbehør som til en tatarmad evt. suppleret med syltede rødbeder og agurker.

Madsens er med på den nye trend, og har her givet tatarmaden et “tvist”. Lad dig inspirere øverst fra venstre:

Bondekonens tatar: Oksekød, rugbrød, rødløg, pickles, peberrod, æggeblomme og sprødstegt bacon

Herremandens tatar: Oksekød, rugbrød, bearnaise sauce, tomat, forårsløg og karse

Styrmandens tatar: Oksekød, rugbrød, benfri sild, smilende æg, karse, kapers, forårsløg og tomat

Skippers tatar: Oksekød, rugbrød, kaviar, æggeblomme, rejer og purløg

Lystfiskerens tatar: Oksekød, rugbrød, rødløg, sprødstegte hvidløg, gul peber, kapers, cornicons og ørredrogn

Vinbondens tatar: Oksekød, rugbrød, ostecreme, asparges, oliven og fetaost

Gartnerens tatar: Oksekød, rugbrød, agurke relish, peberrod, og rodfrugt-chips

Bartenderens tatar: Oksekød, rugbrød, rødløg, bladselleri, cornichons, sprødstegt bacon og en dram.

Sluttelig slagterens yndlingstatar med opskrift:

Velbekomme!!